Workshop om effekterne af atomkrig

Den 12. Juni i år afholdt Pugwash sammen med den finske Pugwash gruppe og SCRAP Weapons projektet (SOAS, London) en multidisciplinær workshop med titlen “Effects of a Nuclear War: Bridging Science, Policy, and Global Risk Governance” som blev afholdt ved SIPRI, Stockholm International Peace Research Institute.

Ved dette møde deltog en lang række aktører, der spændte fra naturvidenskabere, politologer, eksperter i lovgivning til civile og “policy makers”, for at belyse konsekvenser af en eventuel anvendelse af kernevåben i dag med særlig betoning af nordiske forhold. Fra den danske Pugwash-gruppe deltog undertegnede Søren Nors Nielsen.

Nødvendigheden af et sådant mødet synes i den grad understreget af de senere års trusler om atter at anvende atomvåben, eksempelvis i forbindelse med krigen i Ukraine. I et par generationers tid har vi kunnet nyde freden i troen på, at det, der skete i Hiroshima og Nagasaki, ikke ville gentage sig. Nu melder truslerne sig imidlertid på ny, og det er på tide at opdatere vores syn på forholdsregler og følgevirkninger.

De umiddelbare effekter af anvendelsen er veldokumenterede: en øjeblikkelig ødelæggelse af både menneskelige ressourcer og infrastruktur, spredning af radioaktivt materiale, strålingsskader med mere. Disse forhold har ikke ændret sig, og alligevel har kun ganske få stater formuleret præcise og tilstrækkelige forholdsregler for en sådan situation.

En anden ting, der har ændret sig, er, at selvom antallet af sprænghoveder er faldet støt siden 1984, er styrken af disse langt større end tidligere. Dette påvirker ved anvendelse ikke alene de umiddelbare ødelæggelser; men øger også risikoen for en ”nuklear vinter”. Dette begreb blev lanceret i 1983 af den amerikanske atmosfæreforsker R.P. Turco mfl., og dækker kort fortalt over, at en sprængning bringer så meget partikulært materiale op i atmosfæren, at solens indstråling dæmpes, og temperaturen derfor falder drastisk. Dette vil selvsagt påvirke ikke kun klima, men også fødevareproduktion, sundhed, energi m.m. Modeller forudsiger, at denne effekt især vil påvirke den nordlige halvkugle og dermed også Skandinavien.

Et andet punkt, der blev drøftet, var relationen mellem befolkningernes holdning til implementering af kernevåben på eget territorium og de faktiske politiske forhold. Langt over halvdelen af de svenske og finske befolkninger er imod sådanne tiltag. Dette forhindrede ikke, at det finske parlament, 5 dage efter mødet på SIPRI, tilbagekaldte tidligere love, der blokerede for anbringelse af atomvåben fra NATO på finsk jord.

Meget af dette kommer i sidste ende til at dreje sig om psykologi. For vil tiltag, som det sidst beskrevne, have en afskrækkende effekt, eller vil det vise sig i virkeligheden at være det initiativ, der fremprovokerer og udløser en reaktion? Og hvad gør vi i givet fald?

Søren Nors Nielsen, den Danske Pugwash-gruppe

Den fulde rapport fra workshoppen kan findes her