Af Søren Nors Nielsen og Tom Børsen, Den Danske Pugwash-gruppe.
Med Trumps indtræden som amerikansk præsident blev der atter sået usikkerhed omkring USA’s forhold til NATO, og dermed også, hvorledes forholdet til andre vestlige allierede ville udvikle sig fremover. For tiden synes der at herske en form for borgfred, efter at alle allierede har lovet at bruge 5% af deres BNP på investeringer, der på en eller anden måde kan relateres til krig. Samtidig har EU i ”bytte” for en toldsats på 15% accepter at aftage både våben og sort energi fra USA for angiveligt 750 mia dollars.
Men bringer ovennævnte handlinger os ind i en mere stabil situation? Svaret er ifølge adskillige europæiske politikere og eksperter på området et klart nej. Trump har for alvor bragt os i en situation, hvor tilliden til USA kan ligge på et så lille sted, at det er blevet en fælles europæisk holdning, både blandt politikere og befolkninger, at vi må klare os selv. Samtidig kører der i forbindelse med krigen i Ukraine et spil mellem USA og Rusland og respektive støtter, hvor der til stadighed trues med anvendelse af A-våben.
På indeværende tidspunkt har de to europæiske atommagter, Frankrig og Storbritannien som konsekvens heraf indgået en aftale for at styrke den ”nukleare afskrækkelse”, hvilket uden tvivl kan bringe ro til en del andre europæiske ledere. Problemet med dette, set i et større perspektiv, er imidlertid at de to lande kun besidder stærkt ødelæggende, hvad der kaldes strategiske atomvåben. Hermed forbliver vi afhængige af USA som også besidder de mindre ødelæggende taktiske atomvåben. Der argumenteres således for at der fra europæisk side skal udvides med også taktiske A-våben. Dette både for at frigøre os fra afhængighed af USA; men også for at kunne beherske evt. mere lokal krigsførelse med A-våben.
Set ud fra et fredsforskningsperspektiv skaber europæiske atomvåben mere usikkerhed end sikkerhed. Atomvåben bruges ofte som afskrækkelse, men de indebærer samtidig en konstant risiko for utilsigtet eskalation, enten gennem misforståelser eller tekniske fejl. På den måde bliver afskrækkelse i sig selv en kilde til latent konflikt. Samtidig bidrager europæisk atomoprustning til at underminere internationale nedrustnings- og ikke-spredningsinitiativer, da nye atomvåben i Europa kan legitimere oprustning i andre dele af verden. Det skaber også politiske og etiske problemer, fordi atomvåben både kan splitte EU internt og i sin natur bygger på truslen om massiv ødelæggelse af civile. Fredsforskningen peger derfor på, at europæiske atomvåben ikke bringer kontinentet tættere på stabil fred, men i stedet forlænger en usikkerhedsspiral, hvor Europa bindes til oprustning og atomstrategier.
Den ovenfor beskrevne udvikling viser med al tydeligelighed at Pugwash-bevægelsen stadig har en vigtig rolle at spille såvel i nutid og fremtid.
Har man lyst at gå dybere ned i forskellige argumentationer og synspunkter henvises der til
Hessel, Niklas: Hvordan vi lærte os at bekymre os og elske atombomben. Informations, sektion Højsæson lørdag 26.07.2025 siderne 4-7.
Infomedia: https://apps.infomedia.dk/mediearkiv/link?articles=eadd0c06